Den Digitale Julekalender

Fra Det Digitale Bibliotek til jer.

8. december - Doodle

Indsendt af Det Digitale Bibliotek

doodleR At planlægge et møde med mere end to personer kan være (undskyld udtrykket) et rent helvede, masser af e-mails frem og tilbage med plusser og minusser ud for mulige datoer, men med Doodle går det legende let!

Doodle er et gratis online planlægningsværktøj. På Doodle.com  opretter du aftalen, angiver mulige datoer og  evt. tidspunkter. Doodle generer herefter et link, som du kopierer ind i en e-mail og sender til deltagerne, som åbner linket, skriver deres navn og krydser af, hvornår de kan deltage i mødet/arrangementet.

doodle

Grøn=OK, Gul=Måske og Rød=Optaget. Når alle deltagere har krydset af, så har du et fint overblik over, hvilken dato, flest mulige kan deltage.

Du kan også oprette afstemninger i Doodle.

Det er ikke nødvendigt, at du registrerer dig for at oprette invitiationer/afstemninger, men det er lettere for dig at holde styr på dine Doodles, hvis du er oprettet som bruger.

Finddato.dk er en tilsvarende "ren" dansk tjeneste, men Doodle er indtil videre den mest populære.