Den Digitale Julekalender

Fra Det Digitale Bibliotek til jer.

22. december – Garantibeviser og kvitteringer

Indsendt af Det Digitale Bibliotek

Efter et indbrud for nylig i privaten, har jeg brugt meget tid på at finde dokumentation til forsikringsselskabet på de stjålne effekter og tænkte undervejs, at det ville være smart, hvis man kunne gemme sine kvitteringer og garantibeviser i cyberspace. En søgning på Google viste, at det allerede er muligt.

Garanti Hotel

Garanti Hotel kan du gratis gemme 50 garantibeviser, og stadig have adgang til dem, selv om varerne efter to år ikke længere er omfattet af garantien. For at uploade garantibeviset skal du have konverteret beviset til en fil, det gøres enten ved at scanne beviset, som i de fleste tilfælde er kvitteringen eller tage et digitalt foto, fx med din mobiltelefon. Du vil også i udvalgte forretninger have mulighed for at få forretningen til at uploade garantien til Garanti Hotel, men det koster 20 kr. pr. kvittering, hvis forretningen skal gøre arbejdet for dig.

Du kan læse mere om løsningen her.

ekvittering

eKvittering er en lidt anden løsning, her tilmelder du dit betalingskort, og får så  tilsendt kvitteringen elektronisk til din indbakke i eKvittering. Dette er gratis.
Til gengæld må du til lommerne, hvis du vil gemme de garantibeviser, du har i forvejen på eKvittering. Foreløbig er 200 butikker tilmeldt ordningen.

Du kan læse mere om ordningen her.

Både Garanti Hotel og eKvittering er udviklet af danskere og har begge eksisteret i et par år, men mangler dog det endelige gennembrud både hos forbrugerne og i detailhandlen.